WTO åbner dørene for verdens absolut fattigste,
når Nepal i dag bliver budt velkommen i det globale
handelssamarbejde. Tilhængere ser frem til nye investeringer og
økonomisk støtte. Men mange nepalesere er skeptiske.
Af Anders Lomholt
Pfhuuuuuuuw. Den åbne gasovn i gulvet sukker dybt,
mens en arbejdsmand med sin lange tang løfter en rødglødende
krukke med flydende kobber op af flammerne. Gnisterne sprøjter, og
manden ømmer sig, da et par af dem rammer hans bare fødder.
Krukken bliver tømt ud i små firkantede støbeforme af sten. En
kollega drysser lidt pulver på det flydende metal, der syder og
lyser grønt. Varmen og stanken er ulidelig. Og arbejdsulykker er
dagligdag på den lille fabrik, Vijay Metal, i byen Nepalgunj i det
vestlige Nepal. Herfra er der langt til badehotellerne i
Cancun,Mexico, hvor WTO holder topmøde. Ikke desto mindre kan
dønningerne tydeligt mærkes.
”Vi er bekymrede over, at Nepal bliver medlem af
WTO nu. Det svarer til en baby, der skal løbe om kap med voksne.
Vi har ikke en chance overfor de rige landes industrier”, siger
Achuyat Prasain fra lokalafdelingen af Chamber of Commerce and
Industry - Nepals pendant til Dansk Industri. Han så helst, at
Nepal ventede nogle år med at gå ind i WTO. Det samme gør ejeren
af Vijay Metal.
”Hverken på kvalitet eller på pris kan vi klare os
i konkurrencen med det indiske marked. Så hvis Nepal nu bliver
oversvømmet af udenlandske varer, får vi svært ved at klare os”,
siger K.L. Baidya. Han er i løbet af 15 år blevet velhavende på at
lave aluminiumsskrot fra Singapore om til spande og krukker til
fattige nepalesere.
Vijay Metal er en af 35 forfaldne fabrikker, der i
alt beskæftiger godt 500 arbejdere i industrikvarteret i
Nepalgunj. Det er byens økonomiske livsnerve. For derudover finder
kun lidt småhandel med tøj fra Indien, billige plasticvarer fra
Kina og så en masse træboder med frugt og grønt og dagens ret af
nudler. Trafikken er præget af oksekærrer og hestevogne, og
udenfor bygrænsen lever flertallet, som de altid har gjort: I
lerhytter uden strøm og telefon. I bedste fald med et par
vandbøfler til at hjælpe træploven gennem rismarkerne.
Så når Nepal i dag - efter 14 års forarbejde -
bliver medlem af WTO, er det især en festdag for en lille gruppe
veluddannede politikere og industrifolk i Kathmandu. For
flertallet af nepalesere, som hverken kan læse eller skrive, er
det fuldstændig ukendt. Og for en sidste gruppe er det et farligt
eksperiment med frihandel i et land, hvor industrien stadig går på
krykker.
”Det er svært at sige, om WTO bliver en gevinst
for Nepal”, siger en af de førende WTO-kendere, Dr. Deependra
Kshetry fra Nepals Nationalbank.
”De kommende par år vil vise, om Nepals industri
og erhvervsliv kan omstille sig, eller om vi vil bukke under for
konkurrencen. Indtil videre har vi gjort alt for lidt for at
forberede os”, siger han.
ØKONOMISK NEDTUR
Når WTO i dag giver ikke kun Nepal, men også
Cambodja fuldt medlemsskab, er det første gang gruppen af såkaldt
”Mindst Udviklede Lande” bliver repræsenteret. For WTO er det et
vigtigt signal, der viser, at globalisering gælder både rig og
fattig. Nepal er lovet både teknisk og økonomisk hjælp samt visse
muligheder for at beskytte sin industri med højere toldmure end de
rige lande. Til gengæld skal Nepal lette adgangen for udenlandske
varer og investeringer. Importtolden skal ned, der er forbud mod
støtteordninger. Og banker, det nationale teleselskab og
energisektoren skal liberaliseres og vænne sig til konkurrence
udefra.
Enhver forbruger i Nepal kan se, at det ikke er
nogen nem omstilling. For uanset om man skal have en neglesaks, en
dåseåbner eller en kontorstol, kan man vælge mellem den billigste
model: Made in Nepal. Den lidt dyrere: Made in India. Eller
luksusmodellen fra USA eller Japan. Der skal ikke mange knækkede
sakse eller fuldstændig umulige dåseåbnere til før man fravælger
den billigste.
”Vores produktion er indrettet efter størrelsen på
nepalesernes pengepung. Det skal være billigt, og kvaliteten er
derefter”, siger Achuyat Prasain fra Chamber of Commerce and
Industry. Han har ret for såvidt, at gennemsnitsnepaleseren tjener
under 1500 kroner om året. Det er 140 gange mindre end danskernes
indkomst.
Men hvis øget konkurrence giver lavere priser, så
er WTO vel godt nyt for forbrugerne?
”Tjoe, måske. Folk vil nok få råd til bedre varer.
Men hvis konsekvensen er, at vores egne industrier lukker, og
ansatte bliver fyret, så er der jo ikke vundet meget”, siger
Achuyat Prasain.
Også veluddannede økonomer i Kathmandu peger på en
række utilsigtede problemer. Alene prisen for at omstille
bureaukratiet og indrette landets love og institutioner på de
vigtigste regelsæt i WTO koster op mod en milliard kroner. Dertil
kommer en total mangel på eksperter, der kan tolke og udnytte
mulighedere i WTO - for eksempel når Indien i en periode pludselig
lukker grænserne for nepalesiske landbrugsvarer.
Men værst af alt, er den politiske krise. Efter 12
år med demokrati er Nepal hærget af borgerkrig mellem maoistiske
oprørere og den af kongen indsatte regering. Op mod 8000 er dræbt,
parlamentet er fyret og efter syv måneders våbenhvile tidligere på
året, er Nepal i dag præget af spredte sammenstød med snesevis af
dræbte, bomber mod regeringskontorer i Kathmandu og en stigende
strøm af flygtninge med kurs mod Indien. Maoisterne kontrollerer
over halvdelen af landet, og økonomien styrtdykker. Over 40
procent af statsbudgettet bliver nu betalt af udenlandske donorer
- heraf knap 200 millioner kroner om året fra Danmark. Men om det
taler for eller imod medlemsskab af WTO er en trossag, siger Dr.
Deependra Kshetry fra Nepals Nationalbank.
”Man kan frygte, at vi er for svage til at få
noget ud af WTO. På den anden side har vi mere end nogensinde brug
for udenlandske investeringer og eksportindtægter. Kun tiden kan
vise, om WTO for os er et meningsløst prestigeprojekt, eller om
det rent faktisk gavner den almindelige nepaleser”.
