|
Nepals
sorte fredag
Lørdag d. 2. juni vågner jeg klokken halv fem om morgenen ved
telefonens stædige kimen. Jeg tumler besværet ud af sengen; det er
kun få timer siden jeg kom hjem fra en tur i byen i Kathmandus
turistkvarter. I røret fortæller Mellemfolkeligt Samvirkes
koordinator mig, at stort set hele Nepals kongefamilie er blevet
myrdet af kronprinsen Dipendra, og at jeg skal holde mig inden
døre. Der kan komme uroligheder. Allerede da jeg lægger røret,
forekommer beskeden mareridtagtig, surrealistisk. Hvilket uhyre
skyder hele sin familie? Betyder det, at landet nu styres af en
gal fadermorder? Og hvad med militæret – hvilken side er de på? Er
vi på kanten af en borgerkrig og er det nu, jeg skal pakke
kufferten? Billeder af hærgende soldater og ambassadeevakueringer
dukker op for mit indre. Jeg vandrer formålsløst rundt, ude af
stand til at sove igen, og forsøger at ryste billederne ud af
hovedet. Den nat, jeg har tilbragt i muntert vennelag, vil snart
blive kendt som Nepals sorte fredag.
Kongen er død, kongen leve
Det
er ikke mere end et par dage siden, at en kollega og jeg
diskuterede kongens store betydning i Nepal. Den politiske
situation er blevet stadig mere skrøbelig, siden demokratiet blev
indført for 10 år siden. Det politiske klima er præget af
korruptionsskandaler, hastigt skiftende regeringer og mistillid i
befolkningen. Påtvungne generalstrejker, de såkaldte bandhs,
lammer al trafik og handel og har vidtrækkende konsekvenser for
landets økonomi, ikke mindst for de fattige. Og dem er der mange
af - Nepal er i blandt verdens otte fattigste lande. Den
maoistiske undergrundsbevægelse har fremgang i de forarmede
landdistrikter og ifølge officielle tal, har konflikten mellem
regering og maoister indtil videre krævet 1600 ofre. Uofficielle
kilder hævder, at tallet er oppe på mindst 2000.
Politiske kommentatorer, selv veteraner fra demokratibevægelsen,
har på det seneste nævnt kongen som det sidste nationale
samlingspunkt, i et land præget af et rigidt kastesystem og
talrige etniske befolkningsgrupper. Kong Birendra er afholdt i
befolkningen, ikke alene på grund af sin religiøse betydning i
verdens eneste hinduistiske kongedømme, men i ligeså høj grad
fordi han i 1991 afgav sin absolutte magt og dermed banede vejen
for demokrati i Nepal. Men nu er Birendra død. Og hans søn og
påståede morder er udråbt som ny konge. Nepalesere i hundredvis
valfarter til kongepaladset for at få den ufattelige tragedie
bekræftet; informationerne er endnu sparsomme og sværttilgængelige
i et land, hvor 60 % af befolkningen er analfabeter og kun 10 %
har adgang til fjernsyn.
Udgangsforbud
Sjældent har Kathmandu været så stille som i aften, mandag d. 4.
juni. I mit kvarter hersker næsten idyl; i naboens gård spiller
nogle unge mænd cricket, et par unger sparker til en fodbold på
vores grusvej og nogle skolepiger sidder og synger og fniser på
tagterrassen overfor. Luften er varm og dufter af blomster og
marker. Jeg vover mig fire meter udenfor vores låge for at købe
kartofler - jeg vil gøre meget for at undgå mere dåsemad efter at
have holdt mig inden døre i tre dage på ambassadens anbefaling. I
eftermiddags blev der indført udgangsforbud i Kathmandu med ordre
på at skyde, hvis nogen modsætter sig arrestation. Og billederne
af voldelige konfrontationer i gaderne et par kilometer herfra,
som igen og igen vises på CNN og BBC, taler deres eget,
foruroligende sprog. Alligevel kan jeg berolige familie og venner
via e-mail; påstanden i visse dele af den danske presse om, at
danske statsborgere vil blive evakueret, har intet hold i
virkeligheden.
Jeg
har inden for de sidste tre dage set alle her i huset, inklusive
min ellers urokkelige husvært, græde. Et close up af kong
Birendras døde ansigt, fik ham til at styrte hulkende ud af stuen.
Vi har sammen set transmissionerne af de kongelige ligbrændinger.
Fra officiel side er der kun få og tvivlsomme beskeder. Den nye
kong Gyanendra afviser, at motivet skulle være kongeparrets
manglende accept af kronprinsens valg af kone, og hævder pludselig,
at miseren skyldes et automatisk våben, som er gået af ved et
uheld. Kongen indser dog tilsyneladende hurtigt, at ingen vil
acceptere den åbenlyst urealistiske forklaring og i stedet lover
han omfattende og hurtige undersøgelser – folket skal have den
hele, skære sandhed. Men ligene er brændt i al hast, og det er for
sent at foretage retsmedicinske undersøgelser. Utilfredsheden og
mistroen ulmer i befolkningen.
Da
udgangsforbudet bliver indskrænket til at gælde om natten, begiver
jeg mig igen ud i Kathmandu. På et bageri køber jeg, som den
sidste i køen af udlændige, det eneste brød, som er tilbage. Da
jeg kommer hjem er brødet endnu varmt og duftende. Indtil videre
har jeg holdt hovedet koldt, men den trygge og velkendte duft
kalder tårer frem i øjnene.
Konspirationernes Kathmandu Søndag d. 10. juni er jeg endelig
tilbage på mit arbejde, efter at mit kontor har holdt lukket i en
uge på grund af landesorgen. På vejen lægger jeg mærke til de
utallige små altre med billeder af det afdøde regentpar, blomster
og røgelsespinde, som er skudt op overalt. Et par af mine kolleger
har, i lighed med titusindvis af andre nepalesiske mænd, raget
håret af for at vise deres sorg. De mange konspirationsteorier,
der er spiret frem som giftige blomster, diskuteres ivrigt på
vores morgenmøde. Den oftest nævnte konspirationsteori er, at kong
Gyanendras upopulære søn, playboyen Paras, som ingen endnu har
turdet nævne som kronprins, står bag massakren. En anden teori går
ud på, at kredse i militæret, som var utilfredse med kong
Birendras forbehold mod en åben konflikt med maoisterne, er de
skyldige. Maoisternes egen konspirationsteori siger, at indiske og
andre ”reaktionære udenlandske” interesser står bag. Ingen af mine
kolleger, som alle er højtuddannede og fornuftige nepalesere, tror
på, at Dipendra har myrdet sin egen familie. De griner overbærende
af min håbløse naivitet. Men måske er det nemmere at tro på, at
den nationale tragedie skyldes et udspekuleret, grandiost komplot
end et banalt familieopgør.
Dagen derpå Gårsdagens pressekonference er samtaleemne nummer et i
Kathmandu i dag, fredag d. 15. juni. Ikke mindst kongrespartiets
repræsentant i undersøgelseskommissionen, Ranabhat, får hårde ord
med på vejen på for sin ufrivilligt komiske håndtering af det
imponerende våbenarsenal, som blev stillet til skue. Gaderne i
Kathmandu er rolige. Måske på grund af det kolossale opbud af
kampberedt politi overalt i byen. Eller måske er nepaleserne,
dagen efter pressekonferencen, langsomt ved at acceptere den
officielle version af begivenhederne i Narayanhiti-paladset for
præcis to uger siden. Og måske kan dét bane vejen for den
fredelige udvikling, landet trænger så hårdt til. Jeg håber det.
[Anne-Sophie Lunding er udsendt for Mellemfolkeligt Samvirke som
informationsmedarbejder for en nepalesisk NGO. Artiklen er baseret
på hendes personlige oplevelser og er ikke udtryk for
Mellemfolkeligt Samvirkes holdning.]
|
