Der er mere at skrive hjem om her fra Nepal, end den royale massakre som har fået så stor omtale i vestlige medier de sidste uger. Historien om kongefamiliens død har i kraft af sine soap opera agtige træk haft nemt ved at finde spalteplads, ikke mindst fordi omstændighederne omkring begivenhederne er så tilpas slørede, at der er masser af (...) rum for spekulation omkring hvad det egentlig var der skete. En god historie med potentiale for megen diskussion. Set fra det hjørne af det vestlige Nepal hvor vi befinder os, er der imidlertid en anden historie at berette, som rummer mindst lige så megen menneskelig tragedie , omend den måske umiddelbart har mindre medietække. Den historie handler om voksende afstand mellem rige og fattige. Om et nyt demokrati som står alt andet end stærkt. Om en regering som i månedsvis har mødt så kraftig modstand i befolkningen, at man kan undre sig over, hvad det er der får den til at blive siddende. Og om en oprørsbevægelse der under maoistiske paroler vinder større og større opbakning i en befolkning, som føler sig så tilpas magtesløs, at bevægelsens bud på en fremtid for landet virker tiltalende. Uagtet at deres fremfærd til dato har kostet mere end 1500 mennesker livet, og at frygten for at blive de næste til at miste en mand, bror eller søn er en del af hverdagen for mange.

Herfra hvor vi sidder, er Nepals dybe krise svær at være vidne til. Ikke alene fordi det er vores kolleger og venner, der oplever den som deres egen, men også fordi vi ikke kan komme uden om at rette blikket mod den business vi selv er en del af, og se med kritiske øjne på hvilken rolle den har spillet i landet. Vores business er udviklingsarbejde. Ligesom flere hundrede (tusinde?) andre vestlændinge er vi udsendt til Nepal, for at rådgive og bistå i en del af den komplicerede udviklings- og demokratiseringsproces som er igang i landet. En proces, som har en bedre fordeling af ressourcerne samt en mere ligelig adgang til magtapparatet som nogle af sine fornemmeste mål. De selvsamme problematikker, som ligger i hjertet af den krise landet netop nu befinder sig i.

Her i det vestlige Nepal hvor vi arbejder som udviklingsarbejdere i en lokal græsrodsorganisation, er den generelle krise i landet yderst mærkbar. Vores organisation arbejder med en etnisk minoritet, tharuerne. Tharuerne er et indfødt folk, der i løbet af de sidste hundrede år har oplevet at miste den jord, der plejede at være deres. Sideløbende hermed er de blevet underlagt et magtapparat, som staten og tilflytterne til deres områder havde med sig. Et magtapparat, hvortil de fra starten grundet deres lave status som indfødt folk, kun har haft meget begrænset adgang.

Ser vi nærmere på tharuernes situation springer nogle meget ekstreme udtryk for de skæve magtforhold samt den enorme afstand mellem rige og fattige i landet i øjnene: Som lavstatus-folk med ringe adgang til jord, er i titusindvis af tharuer endt som gældsslaver, kamaiyaer, for jordejere af højere status. Raj Dev Chaudhary er én af dem:

Sammen med sin kone og sine børn samt en svigerdatter har Raj Dev Chaudhary arbejdet af på en gæld, som hans farfar stiftede for mange år siden. Farfaren manglede penge, og tog et lån på 3000,- rupees (ca. 350,-kr) fra sin nabo, som var en velhavende jordejer. Aftalen var, at farfaren skulle tilbagebetale lånet med sin arbejdskraft. Jordejeren blev hans herre, og han stod til rådighed for ham døgnets 24 timer og knoklede i hans marker resten af sit liv. Ved hans død hævdede jordejeren, at gælden stadig ikke var tilbagebetalt. Gælden gik derefter i arv fra generation til generation, og familien måtte arbejde videre for jordejeren, som var deres herre, uden at modtage anden form for løn end to måltider mad om dagen.

Nepal er på mange måder kontrasternes og mangfoldighedernes land. Den 22 millioner store befolkning består af et utal af etniske grupper og kaster, mange med egne sprog og kulturer. Der har traditionelt været et stærkt socialt hierarki mellem de mange forskellige befolkningsgrupper. De højeste kaster i det sociale hierarki har ejet langt størstedelen af jorden og har derfor haft magt til at styre lokalsamfundene. Folk af lavere status har måttet adlyde disse menneskers ordrer og ofte lade sig udnytte. Ifølge den hinduistiske religion, som det sociale hierarki hænger nøje sammen med, må højkastefolk ikke selv lave hårdt og beskidt landbrugsarbejde. De har brug for folk af lavere status til at dyrke jorden for sig, for eksempel tharuer som Raj Dev Chaudhary.

I dag er kontrasterne mellem dem som har ressourcer og magt, og dem som ikke har, måske større end nogensinde. Går man på gaden i Kathmandu møder man folk med mobiltelefoner, som har kabel tv og aircondition i hjemmet. Rejser man ud på landet, møder man hårdtarbejdende, fattige landarbejdere som kamaiyaerne, som på den varme årstid vi er midt i nu tilbringer dagen med at pløje andres marker med okser og træplove. Disse mennesker ejer end ikke en radio. Udviklingen og adgangen til ressourcer er meget ujævnt fordelt.

For 10 år siden blev der indført flerparti-demokrati i Nepal. Inden da var landet regeret af ét parti med kongen som øverste overhoved. I dag har alle ret til at danne partier og stille op til valg, ligesom alle har en stemme, når der skal vælges nye politiske forsamlinger på lokalt, regionalt og nationalt plan. Men de befolkningsgrupper som i kraft af deres lave position i det sociale hierarki samt mangel på ressourcer (først og fremmest jord) knapt har været vant til at kunne bestemme over deres egne liv, har selvsagt svært ved at gøre sig gældende i et demokratisk system. Såvel disse mennesker, som dem der er mere heldigt placeret i det sociale hierarki, er vokset op med, at det har været naturligt, at nogle få sætter dagsordenen for de mange. Derfor er der stadig i dag en nær sammenhæng mellem adgang til ressourcer og adgang til magt. De, som er født til at have, er stadig også dem, der sidder på den politiske magt. Ser man på landets politiske partier, fra Nepali Congress (regeringspartiet) til kommunisterne, består ledelsen næsten udelukkende af folk der tilhører de højeste kaster. Selv den maoistiske oprørsbevægelse synes ikke at have vristet sig fri af det sociale hierarkis orden, også her er det højkatsefolk der udgør toppen.

Siden overgangen til den demokratiske styreform har et væld af (fortrinsvist) vestlige udviklingsorganisationer arbejdet i Nepal. Målet har været at hjælpe det nye demokrati på vej ved at være med til at styrke landets økonomiske og sociale udvikling. Danida, som er én af de største donorer, har i den anledning været involveret i så forskellige aktiviteter som mejeridrift, uddannelse, skovbrug og menneskerettighedsarbejde.

Utallige historier om maoistbevægelsens fremgang og regeringens mangel på opbakning fra folket vidner om, at den sociale udvikling i Nepal er inde i en dyb krise. Derfor er vi nødt til at kaste et kritisk blik på resultaterne af udviklingsorganisationernes massive engagement i landet gennem de sidste 10 år. Her hos tharu organisationen BASE (Backward Society Education) som vi arbejder for, har oplevelsen af at arbejde med vestlige donorer været blandet. BASE var en af de mest aktive organisationer i kamiyaernes frihedsbevægelse, som førte til den officielle ophævelse af gældsslaveriet sidste sommer. At organisationen voksede sig stor og stærk nok til i den grad at gøre op med en så undertrykkende social struktur som kamaiya systemet skyldes ikke mindst Danidas økonomiske støtte og rådgivning. Danida har gennem de sidste 10 år været BASEs største donor. Samarbejdet er med andre ord et eksempel på, hvordan donorstøtte kan være med til at sætte skub i den sociale forandring, som er en forudsætning for, at Nepal kan udvikle en mere ligelig fordeling af adgangen til ressourcer og magt. Dét som igen synes at være forudsætningen for, at landet kan overleve som demokrati. Men historien om BASE og Danida og de andre udviklingsorganisationer er desværre ikke den rene solstrålehistorie:

De frigivne kamaiyaers situation er meget sigende for den krise Nepal er midt i. De befinder sig i dag i et vakuum mellem det feudale system de tidligere var en del af, og et moderne samfund af frie, ligestillede borgere ledet af en demokratisk valgt regering. I det feudale system var kamaiyaern e bundet til jordejere og magtesløst underlagt deres forgodtbefindende. De havde ikke engang magt over deres egne liv. I dag, hvor de af landets regering er blevet erklæret frie, har de formelt fået tildelt den adgang til magt, de altid havde været foruden. De er i princippet blevet anerkendt som værdige borgere i landet med samme rettigheder som alle andre. Men regeringen hjælper dem bare ikke rigtigt på vej til et nyt liv. Uden adgang til basale ressourcer -jord som kan give afgrøder man kan leve af- er frihed og magten til at være sin egen herre en utopi. For slet ikke at tale om evnen til at deltage aktivt i det lokale demokrati og derigennem selv være med til at forme det samfund man er en del af. Så længe kamaiyaerne ikke har fået deres egen jord, som kan være basen for et nyt liv, er de stadig stærkt afhængige af mere privilegerede befolkningsgruppers ressourcer og dermed også underlagt disses magt. De jordløse, frigivne kamaiyer står med andre ord stadig lige magtesløse overfor deres egne liv og overfor dem, som før var deres feudale herrer. Kamaiyaerne og BASE fik stor støtte og opbakning til kampen for frihed. I dag bor kamaiyaerne i lejre, hvor de i høj grad er overladt til sig selv.

Vi mener det er udviklingsbranchens ansvar fortsat at styrke kamaiyaerne og andre socialt og politisk marginaliserede, så de reelt får adgang og mulighed for at bestemme over deres egne liv og leve i værdighed, samt deltage i politik. For de frigivne kamaiyaer i det vestlige Nepal er det forholdsvist enkelt: De har fået internationale bistandsorganisationers opbakning (og økonomiske støtte undervejs i processen) til at forlade deres tidligere herrer som frie mennesker uden gæld. De har vundet den frihed, de i årevis havde længtes efter. Men i dag, et år efter den officielle frigivelse, har de stadig ikke fået egentlig adgang til de privilegier, de som kamaiyaer var afskåret fra. De har stadig hverken adgang til ressourcer eller mulighed for at bestemme over deres egne liv samt deltage politisk i at forme deres samfund. De fleste kamaiyaer bor stadig under usle forhold i lejre, der mest af alt minder om flygtningelejre. De bliver indimellem besøgt af folk fra bistandsbrancen, men de er efterhånden ved at miste tilliden til, at disse mennesker vil hjælpe dem videre. Den konflikt de står overfor nu drejer sig i al sin enkelhed om at sikre deres mulighed for at bevare friheden samt opnå værdige liv, hvor de er deres egne herrer. De formulerer selv meget klart, at det de har brug for er jord, som kan sikre dem økonomisk og dermed beskytte dem mod at havne i nye afhængighedsforhold til mere privilegerede befolkningsgrupper. Men de har desværre meget svært ved at råbe de internationale bistandsorganisationer op. For bistandsbranchen er bange for at blande sig i noget så politisk ømtåleligt som jordfordeling. Uagtet at de fornemme mål man i årevis har arbejdet henimod netop er en mere ligelig ressourcefordeling samt adgang til politisk indflydelse. Måske mener man, at man sammen med kamaiyaerne har vundet den kamp, der skulle vindes, i og med de officielt er blevet erklæret frie og har forladt deres tidligere herrer? Set herfra ligner bistandsorganisationernes holden sig tilbage i denne anden og væsentlige runde i kamaiyernes kamp for reel frihed mest af alt et alvorligt svigt. Er det vi er vidner til ikke, at udviklingsorganisationerne bakker ud på halvvejen? At blande sig så meget i fattige og marginaliserede menneskers kamp for at slippe ud af den magtesløshed, der holder dem fast hvor de er, som man allerede har gjort, uden at være villige til at støtte dem i at bygge nye muligheder op, efter man har rykket dem ud af deres gamle situation, er det ikke at svigte?!

Med deres massive tilstedeværelse her i landet er der ingen tvivl om, at udviklingsorganisationerne kommer til at spille en væsentlig rolle i Nepals kamp for at komme ud af krisen. Resultaterne af kamaiyaernes frihedsbevægelse sidste sommer er et eksempel på, at støtte til græsrodsorganisationer er et stærkt middel til at sætte skub i den nødvendige sociale forandring. Det er udviklingsbranchens ansvar i de kommende år at følge op på den forandring, man har været med til at sætte i gang. Dels ved at bakke op om at finde løsninger på de konflikter, der kommer i kølvandet på forandringen. Dels

ved fortsat at støtte fattige og marginaliserede befolkningsgruppers græsrodsorganisationer. Den tragedie mange af disse mennesker gennemlever dagligt er mindst ligeså hjertegribende, som den royale massakre vi alle har vist så stor interesse de sidste uger.

	Types of DWs
	Roles of DWs
	List of DWs