Mette
Hvilsby
Organisationsrådgiver i WWA
Det er
torsdag i Nepal, og jeg sidder for en sjælden gangs skyld hjemme
hos mig selv for at lave noget arbejde på min computer. Det kniber
med at koncentrere sig på kontoret, hvor jeg arbejder.
Landsbykvinder og mænd kommer forbi i en jævn strøm hele dagen for
at sige goddag. Kulturen her betyder, at man stopper sit arbejde,
når der kommer folk forbi. Man beder dem om at sætte sig ned og
spørger, hvordan det går. Man spørger ikke instrueret som
kassedamen i Føtex, men af høflighed og interesse. Det er rart at
folk interesserer sig for hinanden, men man får selvfølgelig ikke
altid lavet så meget.
Jeg er
udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke og arbejder i en lille lokal
kvindeorganisation i Palpa distriktet i Nepals bjerge.
Kvindeorganisationen hedder ”Women Welfare Organization” (WWA), og
organisationen arbejder med at forbedre kvinders leve vilkår i
Nepal. Organisationen blev dannet for 8 år siden af nogle
landsbykvinder, der gerne ville have et forum, hvor de kunne tale
sammen og udveksle information. Ude i Nepals bjerge bliver
kvinderne sjældent spurgt til råds, og de bliver afskåret fra
meget information, fordi de ikke kan læse og skrive. Selvom
situationen er blevet bedre mange steder i Nepal, så prioriteres
pigers uddannelse stadig meget lavt. Der er ikke meget profit for
forældrene i at betale for pigernes skolegang, da de alligevel
skal giftes væk til en anden familie, når de bliver ældre.
Familien får mere glæde af pigerne ved at holde dem hjemme, hvor
de kan lave husligt arbejde.
Udenfor mit
vindue skinner solen ned over den smukke dal. Hveden står grøn og
frodig, og får dalen til at ligne et grønt fløjlstæppe. Det er en
dejlig dag. Der er strøm i dag, hvilket gør det nemt at arbejde.
Telefonen virker måske, måske ikke - systemet er under reparation.
Jeg var forleden dag oppe og spørge det lokale telefonvæsen, hvor
længe det ville tage at reparere telefonnettet. ”Det ved jeg ikke”
svarede den ansvarlige. ”Ved du måske om det tager 2 måneder eller
et år” spurgte jeg. ”Det ved jeg ikke” svarede manden igen og
kiggede på mig som om jeg var idiot. ”Burde du ikke vide det”
dristede jeg mig til at spørge den ansvarlige for
reparationsarbejdet. ”Jo” svarede han, og så kunne jeg godt se, at
samtalen forbi.
Når jeg
undrende spørger andre nepalesere om, hvorfor man ikke kan få et
simpelt svar fra en offentlig myndighed eller hvorfor, man bliver
sendt rundt til 8 forskellige kontorer med 20 forskellige
formularer, der skal underskrives hver gang, fortæller de, at det
er fordi, det er offentligt ansatte. Der er en anerkendt uskreven
regel i Nepal om, at offentligt ansatte ikke MÅ være hurtige eller
service-orienterede.
På de
offentlige hospitaler er det en kendt sag, at lægerne sjældent
møder op. På hospitalet her i Palpa skal der officielt være 3
læger om dagen, men man skal være heldig, hvis der er én. ”De har
ikke interessen” er svaret jeg har fået, når jeg spørger, hvorfor
lægerne ikke møder på arbejde. Det må være en af årsagerne til at
det lokale, private missionshospital i byen har så mange patienter.
Her er der masser af læger og behandlingen er god. At man så
bliver bedt om at omvende sig til kristendommen på
operationsbordet er jo så en af de småting, man må tage med.
Hos WWA har
vi 3 nepalesere ansat. De knokler 60 til 80 timer om ugen for en
løn, der i de fleste tilfælde er lavere end hos det offentlige. De
er ét med deres arbejde og kan lide det. Vi får meget for pengene
her i WWA. For omkring 150.000 Danske kroner, som MS giver årligt,
betaler vi 3 kompetente medarbejdere løn. Vi betaler alt, hvad der
har med administration af programmet at gøre. Vi har
aftenskoleprogrammer i landsbyerne hvor voksne kvinder lærer at
læse og skrive. Vi har børneklasser, hvor børn, der af forskellige
årsager ikke går i formel skole, kan få undervisning. Ude i de
mange kvindegrupper, der tilknyttet WWA, får de undervisning i
kvinderettigheder, demokrati, relationer mellem mænd og kvinder,
gruppedynamik og lederskab. De får derudover træninger inden for
sundhed og landbrug. De får professionelle færdigheder, så de kan
tjene penge og øge deres levestandard. En del af pengene går også
til en særlig fond, hvorfra WWA låner sine grupper penge til en
meget lav rente. Dette gør det muligt for kvinderne at investere i
egne produktioner.
Der bliver
ikke svindlet med pengene i WWA, som der gør så mange andre steder
i landet. Som min gode nabo, der hører til den sjældne kategori af
hårdtarbejdende offentlig ansatte, siger til mig. ”De spiser
pengene - det er derfor vi ikke kan udvikle dette land” - og hvor
er der dog meget sandhed i disse ord.
Bemærkningen
faldt efter, at WWA var blevet involveret i en sag, hvor en mand
havde forsøgt at smugle tre landsby piger med sig. Bortførelse af
små piger i Nepal sker hyppigt, og oftest bliver disse piger
smuglet til Indien og solgt til prostitution. Manden tilhørte en
rig familie fra hovedstaden og de 3 piger var fra fattige familier
på landet. WWA krævede at politiet undersøgte mandens hensigter,
men stik imod nepalesisk lov nægtede politiet at tage sagen.
Argumenterne blev til sidst så udvandede, at det gik op for os, at
der nok var tale om bestikkelse. Korruption i Nepal er det samme
som at ”spise penge”, og det sker desværre alt for mange steder.
Det hedder sig ligefrem at politiet i visse tilfælde har ville
have penge for at udlevere lig til de pårørende.
Den
uoverskuelige korruptionen inden for regeringssystemet og politiet
har efterladt tusindvis af nepalesiske statsborgere i dyb
frustration. Oprøret for 11 år siden, der betød indførelse af
demokrati, gav mange nepalesere fornyet håb om en mere retfærdig
fordeling af landets få ressourcer. En a mine kolleger fra WWA
deltog aktivt i oprøret i 1990. Han deltog i nogle af de mange
demonstrationer og fik bank af politiet, men han havde en sag han
brændte for. Væk med enevælden og ind med demokratiet. Nu 11 år
senere ønsker han sig tilbage til enevælden. Dybt desillusioneret
over alle de brudte løfter, den stigende korruption og mangel på
vilje til at hjælpe de fattige sidder min kære kollega tilbage og
ryster på hovedet.
Korruptionen
har også givet liv til et maoistisk oprør. Maoisterne finder
sympati blandt Nepals fattige befolkning og oprørsgruppen vokser i
styrke og omfang. I Nepal - kendt som verdens mest fredelige land
- har mere end 2000 mennesker nu mistet livet i det, der er blevet
døbt ”folkets krig”. Maoisterne angriber politistationer og
bortfører højtstående embedsmænd og politikere, mens politiet
arresterer og skyder løs på alt, hvad der ligner maoister.
Men her i
Palpa, en torsdag eftermiddag, er der stille og fredeligt og som
jeg sidder her og kan se solen gå ned bag bjergene, synes jeg, at
jeg er verdens heldigste menneske. Nepals problemer synes endeløse,
og det kan være svært at se, hvordan man kan skabe udvikling i et
land, hvor de fundamentale forudsætninger for et demokratisk
retssamfund ikke fungere. Men når jeg kommer ud og møder smilet
blandt WWA’s medlemmer og kan se, at kvinderne bliver stærkere,
mere selv bevidste og mere respekterede af deres mænd, så ved jeg,
at nogen ting virker i dette land. Jeg er taknemmelig for at jeg
at jeg kan få lov til at være en del af en udviklingsproces, der
skaber forandringer, som folk er glade for. Jeg er lykkelig for at
kunne tilbringe min tid, sammen med ærlige og arbejdsomme
nepalesere, og jeg bilder mig selv ind, at så længe disse
mennesker findes, så står det slet ikke så ringe til endda - så er
der håb endnu.
