|
BORGERKRIG I
NEPAL – IGEN
Efter syv måneders våbenhvile er borgerkrigen mellem maoistiske
oprørere og Nepals regering brudt ud. I de seneste dage har
konflikten bredt sig til byerne, og trods modstand fra udlandet
synes maoisternes kampvilje større end nogensinde
Af Anders Lomholt
Nu gik det ellers lige så godt. Nepaleserne var så småt begyndt at
vove sig ud på gaderne om aftenen. Det var igen muligt at bevæge
sig frit i stort set hele landet. Efter års tilværelse under
jorden, dukkede maoister op i byerne, hvor de på fredelig vis
arrangerede demonstrationer. Væbnede sammenstød og kidnapninger
var sjældne.
I sidste uge blev det hele tabt på jorden. Syv måneders våbenhvile
og fredsforhandlinger mellem oprørerne og landets regering brød
sammen. Nu er gaderne igen øde efter mørkets frembrud. Kun
militærets firehjulstrækkere lastet med soldater og tunge
maskingeværer på taget bomler hen over de hullede veje. Nationalt
tv har igen udråbt maoister til terrorister, og nyheder om
bortførelser, pengeafpresning, bomber og væbnede sammenstød flyder
i en lind strøm. Risikoen for, at borgerkrigen eskalerer, er stor.
Det siger blandt andre Rudra Khadka, lokalredaktør for landets
største avis i det maoistdominerede vestlige Nepal.
”Sidste gang en våbenhvile brød sammen, blev borgerkrigen langt
mere voldelig. Begge parter havde brugt tiden på, at samle kræfter
og få styr på deres tropper og våben. Hvis det sker igen, kan det
blive virkelig slemt”, siger han.
Sidste år blev tabstallene for den syv år gamle konflikt mere end
fordoblet. De tæller nu op mod 8000 dræbte. Og siden maoisterne i
sidste uge afbrød både våbenhvile og fredsforhandlinger, er det
igen dagligdag med væbnede sammenstød i landdistrikterne og
likvideringer af blandt andre højstående officerer i Kathmandu.
Maoisterne har også genoptaget bankrøverier og plyndringer af
våben fra hærens kaserner. Militæret svarer igen med vejspærringer
og slår hårdt ned på alle mistænkte. Flere steder er der
udgangsforbud, og det fredelige, smilende Nepal - som stadig
fremgår af guidebøger og turistbrochurer - er svært at få øje på.
”Vi har folkets støtte, og vi vil slås til sidste mand”, siger
Kammerat Bahadur. Øverste leder for en samling landsbyer i
maoisternes højborg Rukum-distriktet midt i Nepals skovklædte
bjerge. Vi mødte ham, umiddelbart før våbenhvilen brød sammen.
”Vi tror på, at vi inden længe kan gøre Nepal til en maoistisk
republik. Det kan hverken konge, militær eller udlandet
forhindre”, siger han.
POPULÆRE MAOISTER
Nepals maoister er på mange måder en gåde. Det er kommet bag på de
fleste, hvor hurtigt et ubetydeligt maoistparti med ganske få
pladser i parlamentet har udviklet sig til landets største
politiske bevægelse. Og det på trods af, at der ikke er tegn på
større udenlandsk støtte. Tværtimod er der massiv modstand fra
Indien og USA, som på det seneste har pumpet millioner af dollar
og ekspertise ind i Nepals militær. Det har tilsyneladende kun
øget maoisternes trods.
”Vi er ligeglade med, hvad man siger i udlandet. Vi har ret til
selv at vælge. Og hvis vi mener, at maoismen er det rigtige, så er
det det, vi vælger”, siger Kammerat Bahadur. Han tilføjer, at
Nepals maoister har deres egen politik og ikke vil begå samme fejl
som Kina og Cambodja. Hvad deres politik mere præcist går ud på er
svært at blive klog på. De vil af med kongen, men vil beholde
markedsøkonomi og indføre et folkestyre, som ikke er nærmere
defineret.
Men føler I jer ikke lidt alene her i verden?
”Der er mange maoister i både Indien og Sri Lanka. Og
kommunistiske lande finder man i både Cuba, Kina og Vietnam. Det
er kun et spørgsmål om tid, før vi vil forene vores kræfter, og
revolutionen vil skylle hen over Asien”, siger Kammerat Bahadur.
Hans selvtillid afspejler maoisternes chefideolog Baburam
Battharai, der under våbenhvilen stillede op ved massemøder i
blandt andet Kathmandu og fik al trafik til at gå i stå. Op mod
50.000 tilhørere stimlede sammen - langt flere end både kongen og
de etablerede partier kan mobilisere.
Også maoisternes militære formåen har overrasket. Bevægelsen
skønnes nu at have kontrol med over halvdelen af landet.
Regeringen sidder stadig på alle større byer og veje, men med de
seneste angreb i hjertet af Kathmandu kan ingen vide sig sikre.
Samtidig er regeringen svækket. Magten er centreret omkring Kong
Gyanendra, som tog over efter massakren i kongepaladset for to år
siden, hvor ti medlemmer af den royale familie blev skudt ned.
Kongen har fortsat kontrol over militæret, men politisk er han
isoleret. Den regering, han udpegede for tre måneder siden,
mangler folkelig opbakning. Og de øvrige partier, som blev smidt
ud af parlamentet sidste år, har travlt med at sultestrejke,
arrangere generalstrejker og blokere hovedveje i et forsøg på at
finde tilbage til den politiske scene. Imens rasler de udenlandske
investeringer ned i takt med aktiekurser og et vedvarende fald i
turismen. Udbygning af skoler, veje og andre tvingende behov er i
laveste gear.
Fremtidsudsigterne er dystre for Sydasiens fattigste land, ville
de fleste nok mene. Men det afhænger af øjnene, der ser. 55-årige
Tek bahadur Khadka - en helt almindelig risbonde med et stråtægt
lerhus uden strøm og med fem køer i stalden - hører til de
maoistsympatisører, der ser muligheder i konflikten.
”Vi er altid blevet undertrykt af magthaverne i Kathmandu. Og det
har ikke ændret sig efter, vi fik demokrati (i 1990 indførte Nepal
demokrati efter vestligt forbillede, red.). Så jeg støtter
maoisterne. Om ikke andet så bare for at prøve noget nyt”, siger
han.
Men uanset maoisternes syn på sagen, så er der udbredt bekymring.
Ikke mindst blandt de udenlandske donorer, som finansierer knap
halvdelen af Nepals statslige budget.
"Man kan frygte, at slagmarken flytter fra landområder til byerne.
Og det kan selvfølgelig få afgørende betydning for bistanden. Det
kan gøre det umuligt for os at udføre vores arbejde”, siger Gert
Meinecke. Han er chef på den danske ambassade, der årligt
kanaliserer knap 200 millioner skattekroner ind i Nepal.
”På den anden side er det muligt, at maoisternes beslutning om at
bryde våbenhvilen er en taktisk markering, der skal tvinge
modparten til forhandlingsbordet. For som det er nu, må det være
klart for enhver, også for maoisterne, at de ikke har den militære
styrke til at vinde krigen”, siger han.
Optimister hæfter sig da også ved, at både maoister og regering
har ladt en dør stå på klem for nye forhandlinger. Men hvad kongen
vil bruge det til er uklart. Han rejste umiddelbart før
sammenbruddet til Storbrittanien for at få et såkaldt
”rutinemæssigt helbredstjek”.
|
