|
Flere kristne
trods forbud
I Nepal stiger antallet af kristne kraftigt,
selvom det kan medføre både diskrimination og fængsel, når en
hindu omvendes
Af Anders Lomholt
Man finder dem de mærkeligste steder. I en typisk
hindu-landsby med 200 familier i det sydlige Nepal. Langt fra el
og telefoner i et ludfattigt område kontrolleret af maoistiske
oprørere bor ”den kristne familie”.
”Vi er stadig ikke ret mange kristne, men vi
bliver flere og flere. Hver søndag mødes vi nu 12 stykker fra
landsbyer heromkring til andagt i min stue.”
Arjun Bise Karma er 24 år og blev døbt for seks år
siden. For at nå hans lerhus skal vi ned ad en støvet jordvej og i
gåsegang hen over diger langs rismarkerne. Den vej er der ikke
længere mange, der bruger.
”Ingen i landsbyen vil spise eller drikke noget
sammen med mig. Ingen vil komme inden for i mit hjem, og ingen vil
hjælpe mig, når jeg har brug for en hånd. Sådan har det været,
siden jeg blev døbt.”
Trods daglige chikanerier kan Arjun Bise Karma
alligevel kalde sig en heldig mand. For ved siden af arbejdet med
sit landbrug er han missionær og går fra hus til hus for at
omvende sine hinduistiske naboer. Den slags kan i værste fald
straffes med bøder og op til seks års fængsel, men indtil videre
er Arjun Bise Karma gået fri.
Heller ikke danske Kaj Jensen fra Danmission,
udsendt til hovedstaden Kathmandu, har haft nogen former for
problemer
”Overordnet er Nepal et tolerant land, hvor
religioner lever fredeligt side om side. Men der har i de forløbne
år været stigende problemer med, at kristne bliver forfulgt. Især
i de områder af landet, der kontrolleres af maoisterne.”
Sagen er, at mens de 22 millioner nepalesere i de
forløbne syv år har været ramt af en blodig borgerkrig mellem
regeringen og kongehuset på den ene side og en maoistisk oprørshær
på den anden, så er den kristne minoritet i mange tilfælde dobbelt
ramt. Maoisterne, der i dag kontrollerer over halvdelen af landet,
bryder sig ikke om religion. Især ikke hvis den kommer fra
udlandet og kan tolkes som fremmede magters indlfydelse på Nepal.
Derfor har kristne i de sidste par år været udsat for talrige
overgreb, trusler, vold og afbrændinger af kirker og
missionsskoler.
Med en fire måneder gammel våbenhvile er der måske
udsigt til en bedring, men indtil videre går fredsforhandlingerne
så trægt, at de færreste tør tro på, at problemerne er løst.
Ulovlig mission
Set med kristne briller er missionsarbejdet i
Nepal en ren succeshistorie. Fra stort set ikke en eneste kristen
i 1950 til anslået 400.000 i dag. Men taler man med de berørte
eller tjekker på internettet, så dukker bagsiden op med
beretninger om diskrimination og forfølgelse. Både fra stribevis
af mere eller mindre anerkendte kristne bevægelser, men også fra
velestimerede menneskerettighedsorganisationer og det amerikanske
udenrigsministerium.
For selvom forholdene for kristne i Nepal i dag på
mange måder er bedre end før den demokratiske revolution i 1990,
da det var strengt forbudt for en hindu at blive kristen, så er
der stadig problemer. Og det har der været lige siden en
nepalesisk konge i 1700-tallet sagde, at ”hvor biblen vinder frem,
der følger det britiske flag efter”. I de følgende århundreder
lykkedes det Nepal at holde både kolonialister og kristne ude, men
i starten af 50erne begyndte missionærer at trænge ind over
grænsen fra Indien til det lukkede kongerige mod nord. Kort efter
fik de første vestlige missionærer lov til at bygge hospitaler i
Nepal, men arbejdet var forbundet med stor risiko. Udlændinge
levede med en konstant trussel om at blive smidt ud af landet,
mens kristne nepalesere rutinemæssigt blev chikaneret, banket og
fængslet af myndighederne.
Med den nye grundlov i 1990 kom der
religionsfrihed til Nepal, og det var godt nyt for kristne. Nu
kunne de etablere kirker og dyrke deres religion i fuld åbenhed,
men der er fortsat begrænsninger. Først og fremmest er det
ulovligt for kristne at omvende hinduer. Især hvis der er mere
eller mindre saglig mistanke om, at den kristne lokker eller
tvinger hinduer til at opgive deres tro. Så selvom den
fremgangsmåde er utænkelig for de fleste vestlige missionærer, så
er forbuddet en realitet som Kaj Jensen og flere hundrede andre
vestlige missionærer i Nepal er nødt til at forholde sig til.
”I Nepal skal forkyndelse og praktisk
næstekærlighed som for eksempel udviklingsarbejde holdes skarpt
adskilt. Missionærerne skal passe på, at de to ting ikke bliver
blandet sammen, for så kan det tolkes som, at man lokker folk til
at blive kristne”.
Men selvom man holder sig til den diskrete form
for missionsarbejde, kan det gå galt. For to år siden blev en
norsk missionær sammen med tre nepalesere fængslet i tre måneder
for at omvende hinduer. Sagen vakte internationale protester og
endte med, at de fire blev løsladt, fordi anklagerens vidne i
sagen ikke dukkede op. Men der er flere andre eksempler på
kristne, der kommer i klammeri med myndighederne, og generelt er
nepaleserne mest udsatte. Det gælder også Arjun Bise Karma fra
”den kristne familie”.
”Indtil videre har myndighederne ladt mig være i
fred. Men det sker ikke så sjældent, at folk bliver rasende, når
jeg kommer forbi med en bibel. Og nogle gange har jeg endda fået
tæsk, men det er heldigvis sjældent,” siger Arjun Bise Karma.
Hvad angår forholdet til maoisterne i hans landsby
vil han helst ikke sige noget. Til gengæld har de travlt
med at afhøre os efter interviewet med ”den kristne
familie”. Omkring 30 civilklædte maoister omringer bilen, afkræver
svar på, hvad vi talte med Arjuin Bise Karma om og minder tolken
om, at vi næste gang skal have tilladelse, før vi bevæger os ind i
maoistisk kontrolleret område.
|
