|
FAR TIL 44 I
NEPAL
Før var han kommis i Miks Supermarked i Rødovre, i
dag bor han i Nepal og driver tre boghandler for at skaffe penge
til sit børnehjem i Kathmandu
Boghandler, buddhist, og børnehjemsleder.
Iværksætter og ukuelig optimist. Lars Braaten, 34, kan vælge
mellem et utal af titler. Og hvis man spørger til hans familie,
svarer han gerne.
”Om jeg har børn. Jo, jeg har lige fået en søn for
syv måneder siden, så nu er jeg oppe på 44.”
Lars Braaten sidder bag disken i en af sine
boghandler i Kahtmandus turistkvarter, Thamel. Ude på gaden står
to mødre med børn på armen, bedende øjne og en fremstrakt
blikskål.
” Jeg er holdt op med at give tiggere penge. Der
er for mange af dem. Men jeg gør, hvad jeg kan på min måde.”
Lars Braaten åbnede for seks år siden et hjem for
fattige børn i overhængende fare for at ende på gaden. I
modsætning til mange andre danskere, som arbejder med ulandshjælp
for DANIDA eller private NGOer, har Lars Braaten stablet sit eget
projekt på benene. Lige nu kommer en del af pengene kunderne i
hans tre boghandler. Ikke kun danskere på jagt efter Carsten
Jensens rejseberetninger, også amerikanere, englændere og andre
turister på udkig efter bøger om meditation, moderne nepalesisk
litteratur eller kort over vandrerture. Et skilt fortæller, at 10
procent af overskuddet går til børnehjemmet.
”Ja, det var meningen, dengang jeg startede. Lige
nu går det hele faktisk til børnene. Men hvis jeg skrev det, ville
folk jo tro, at jeg var fuld af løgn.”
Om tre dage skal Lars Braaten til Danmark på sin
årlige tur for at bruge sit frikort. Som altid tager han to
fuldtidsjob og knokler i en måned, hvorefter han kommer tilbage
med godt 30.000 skattefri kroner. Sidste gang gjorde han rent om
dagen og var på plejehjem om aftenen.
”Pengene går til at dække underskuddet i
børnehjemmet. Det er selvfølgelig lidt surt. Men på den anden side
har jeg jo ikke noget fysisk krævende job her i Nepal. Så en
måneds slid går nok.”
Spartansk livsstil
Lars Braaten kom første gang til Nepal i 1992.
Dengang var han butiksarbejder, uddannet i Miks Supermarked i
Rødovre og avanceret til ISO og Magasin. Mødet med de venlige
nepalesere, smilene og en sær følelse af at være kommet hjem blev
starten på et nyt liv. Tilbage i Danmark fik han arbejde som
pædagogmedhjælper og lærervikar, og fremtidsdrømmen blev til
”noget med børn i Nepal”.
Tre år efter tog han igen til Kathmandu, hvor han
sammen med en kammerat åbnede en skole. Den druknede i bureaukrati
og bøvl med myndighederne. Så forsøgte han med en
indslusningsskole for fattige børn uden skolegang. Det gik lidt
bedre. Samtidig blev han buddhist, nepalesisk gift og så begyndte
arbejdet med det, der i dag er et lille privatdrevet børnehjem i
Kathmandu.
”Jeg plejer at sige, at jeg gør det, fordi jeg
kan. Det er i virkeligheden så nemt at gøre en forskel. Og så gør
det 43 børn er kanonglade. De falder mig om halsen, når jeg kommer
hjem efter en tur til Danmark. Det er det hele værd.”
Da vi sammen med Lars Braaten ankom til
børnehjemmet, fortalte historien sig selv. Allerede på vej op ad
trapperne faldt børn ham om halsen. ”Dai”, storebror, er kommet.
En pige ville have ham til at se på en rift på kinden. Andre
fortalte om den indiske film, de lige havde set. Lars Braaten
kender dem alle. Han kender deres historie, ved hvordan de klarer
sig i skolen og hvilke drømme, de har til fremtiden. Ikke fordi
han holder møder og laver handlingsplaner, men fordi han lever med
dem som en familie. For selvom Lars Braaten ikke bryder sig om at
blive skildret som den selvopofrende missionstype, så har han
udvisket enhver grænse mellem arbejde og privatliv. Sammen med
kone og barn bor han på et enkelt værelse i børnehjemmet med
sovesofa, barneseng, fjernsyn og køleskab i samme rum. Han har
ingen bil, og de revnede fløjlsbukser og den forvaskede bluse er
som resten af hans tøj genbrug fra frivillige danskere, der har
arbejdet på børnehjemmet. Alligevel siger han:
”Jeg lever på mange måder et mere behageligt liv
her, end jeg ville i Danmark. Jeg har folk til at lave mad og gøre
rent, så jeg kan koncentrere mig om arbejdet med børnene og
bøgerne. Hver lørdag ser jeg Manchester United på mit farve-tv med
kabeltilslutning. Og jeg har en smuk kone og regelmæssig afføring.
Hvad mere kan man ønske sig?”
Maoistoprør koster dyrt
Trods optimisme og tro på, at forhindringer er
noget, man klarer ved at smøge ærmerne op, så kan Lars Braaten
ikke skjule en temmelig anstrengt økonomi. For stor en del af de
godt 15.000 kroner om måneden det koster at drive børnehjemmet,
bliver betalt af kassekreditten. Udover bogsalget skal indtægterne
komme fra 100 private sponsorer i Danmark, der hver måned lægger
150 kroner. Derudover betaler en stab på op mod 10 danske
frivillige og pædagogstuderende 350 kroner om måneden for kost og
logi. Men i det forløbne år er indtægtskilderne tørret ud. En
blodig borgerkrig mellem Nepals regering og maoistiske oprørere
har skræmt både medhjælpere og donorer væk. Det har heller ikke
hjulpet med mediernes omtale af en stribe pædofiliskandaler på
udenlandske børnehjem. Så lige nu mangler over halvdelen af
sponsorerne. Og kun fordi boghandlerne går godt, og fordi
frikortet gør rengøring til et vellønnet job i Danmark, er der
stadig ris på bordet hver dag.
”Planen var, at børnehjemmet allerede sidste år
skulle have hvilet i sig selv. Men som det ser ud nu, går der nok
nogen år, før det løber rundt.”
Samtidig er planerne om et udslusningshus for de
største børn udskudt på ubestemt tid.
”Jeg kunne selvfølgelig alliere mig med en af de
mange NGOer eller søge danske bistandsmidler. Men så skal jeg til
at lave rapporter og holde møder hele dagen. Det orker jeg ikke.
Og så har jeg den holdning, at der ikke må være for store penge i
det. Danskere, der arbejder med bistand, tjener ofte mere end
30.000 kroner skattefrit om måneden. Jeg er bange for, at penge i
den størrelsesorden korrumperer mere, end de gavner”.
Men måske er der lys forude. I de seneste måneder
har der været våbenhvile og fredsforhandlinger mellem Nepals
regering og maoisterne. Samtidig er børnehjemmet nu oppe på i alt
otte danske frivillige og pædagogstuderende.
”Jeg tror på, det holder, og at jeg bliver herude
resten af mit liv. Men det ville da være rart, hvis jeg på et
tidspunkt kunne holde fri bare en gang imellem”.
|
