|
BØRNEHJEM PÅ
NEPALESISK
Set med danske øjne er det et simpelt cementhus,
der trænger til maling. Haven flyder med byggeaffald og indenfor
er alt for mange børn på alt for lidt plads på de nøgne
betongulve.
For 43 nepalesiske børn er huset, det nærmeste de
kommer et rigtigt hjem.
”Vi lever som en stor familie, og det betyder alt,
når man er alene”.
Binod Lama er 16 og har boet fem år i ”Balghar” –
på dansk, børnehuset. Han har aldrig kendt sin far, og moren begik
selvmord, da han var to. De følgende år levede han en omtumlet
tilværelse hos sin tante. Han kunne gå og komme, gik sjældent i
skole, og brugte det meste af sin tid på gaden.
”Hvis det var fortsat, var jeg endt med at ryge
hash eller sniffe dagen lang. Sådan er det gået for mange af mine
gamle venner.”
Binod boede i et af de kvarterer i Kathmandu, hvor
man ofte møder grupper af drenge ned til 10-års alderen, som
åbenlyst går på gaden og sniffer lim fra små plasticposer. Børn,
som ”Balghar” forsøger at redde, inden det går galt.
I børnehuset deler Binod seng med en kammerat. Ved
siden af har han en bambusreol med lidt tøj og på væggen hænger et
par plakater med Peter Schmeichel og andre fodboldidoler. Og så
hans kæreste eje: En nepalesisk landsholdstrøje i glas og ramme.
Værelset tæller ikke over 10 m2 og her bor i alt otte drenge, men
de klager ikke. ”Det er meget almindeligt i Nepal, og her er vi jo
allesammen venner”, siger Binod.
DANSKE MEDARBEJDERE
Udover børnene og fire nepalesiske ansatte, er der
altid en del danskere i ”Balghar”. Der er lederen Lars Braaten,
som bor på et værelse på første sal, og så er der plads til 10
frivillige og praktikanter fra pædagogstudiet. En af dem er Rikke
Thomsen, 29, fra Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium, nord for
København.
”Stedet her er på nogen måder meget dansk. Når
børnene spiller kort, så er det rommy eller røvhul. Og drengene er
vilde med fodbold. Men på andre måder er det anderledes. De er
ekstremt selvstændige og selv seks-årige tager bad, tager tøj på
og vasker op uden hjælp fra andre. Og så er de gode til at løse
deres egne konflikter uden indblanding fra voksne.”
De frivillige er typisk rygsæksrejsende, som tager
en pause fra turen gennem Indien og Nepal. En af dem er Glenn
Honoré, som snart skal hjem og begynde på HF.
”Jeg var sammen med min familie på en rejse til
Nepal for nogle år siden, da vi mødte et gadebarn. Vi besluttede
os for at sende hende i skole, og nu bor hun her. Så jeg er nede
for at besøge hende. Og så vil jeg gerne koble det, at der skal
ske noget spændende med det at gøre noget for godt andre.”
TVUNGEN LEKTIELÆSNING
Fælles for børnene i ”Balghar” er,
at de kommer fra ekstremt fattige kår og kun har deres mor eller
slet ingen forældre. De børn, der fungerer dårligst, starter med
at gå i en slags indslusningsskole, hvorefter de fortsætter i den
offentlige grundskole uden for børnehjemmet. Om eftermiddagen er
der tvungen lektielæsning på børnehjemmet. Grundtanken er, at de
skal klare sig så godt som overhovedet muligt i skolen, og der er
stærk konkurrence om at ligge øverst på karakterskalaen. Regler og
fælles rutiner hører til dagligdagen med fælles gåtur om morgenen,
ingen besøg af kammerater udefra, og ingen må forlade børnhjemmet
alene. Det har skræmt flere børn væk fra ”Balghar”, men disciplin
er den eneste mulighed for at få stedet til at fungere, mener Lars
Braaten. Til det siger Binod:
”Nogle gange er det irriterende. Men på den anden
side, hjemme hos min tante, var der slet ingen regler. Og så er
det alligevel bedre her”.
Binod satser på at blive på ”Balghar” tiden ud.
Det vil sige endnu to år.
”Så vil jeg gerne være enten professionel
fodboldspiller eller noget med en handelsuddannelse. Og når jeg så
tjener mine egne penge, vil jeg give nogen af dem til
børnehjemmet.
|
