Kim R. Adamsen, Civilingeniør.
Bente H. Rasmussen, Journalist.

Telefonopkald klokken 04:00, 2 Juni, 2001.
Telefonen ringer. Det er midt om natten ! Telefonen kimer videre hvor efter ringeriet dør langsomt, underligt, uregelmæssigt ud. Vi vågner. Vi ligger under myggenettet og spekulerer i forbavselse, dels over tidspunktet - klokken er 4 om morgenen - dels over at telefonen pludselig giver underlige lyde fra sig. Den har været død i ugevis. Vi har i Nepal været afskåret fra kommunikation med omverdenen i vort hus i Kathmandu. Hvem ringer nu ? Måske skulle vi have taget den.

Klokken 4:15 ringer telefonen igen. Denne gang mere overbevisende. Journalisten og hendes højgravide mave river myggenettet ned i iveren på vej over mod apparatet. Ingeniøren vikler os ud af hurlumhejet. En eller anden siger i støjen gennem løse forbindelser og vand i ledningen noget uforståeligt. Klik! Telefonen er død.

Den telefon giver os nervevrag. Den skal bare ikke efter ugevis tavshed begynde at ringe op midt om natten. Så ringer den igen. Journalisten står parat. Hallo ?? Knitren og larm. I baggrunden i røret høres violinmusik !? En ukendt stemme siger svagt noget. Sproget dechifreres til at være dansk. Klik! Dødelig tavshed.

Sproget kunne have været nepalesisk, så ville det have været forkert nummer. Sproget kunne have været engelsk, så ville det have været noget arbejdsrelevant. Men sproget var dansk. I Kathmandu. ”Er du sikker på det ?” Spørger ingeniøren. ”Ja og jeg synes, han talte om en konge og et mord”, svarer journalisten. Det øger blot forvirringen.

Klokken må være omkring 12 midnat i Danmark. Hvem og hvorfor ringes der til Nepal, når alle vores venner der, ved at klokken her er midt om natten ? Det må være et nødopkald. Hjernerne er, fra søvnens lave blus, nu på højeste gear.

Der er ingen klartone i apparatet og vi gennemsøger hver for sig familiemedlemmernes senest rapporterede tilstand. Ingeniøren påbegynder gennemsyn af telefonledninger og organiserer voltmetre, loddekolber og opfindsomhed for om muligt at få genetableret en klartone. Man må kunne ”booste” en klartone frem med et seriekoblet batteri. Nu må vi vide, hvem der ringer. ”Hørte du violinmusik i røret ?” ”Hvad var det for noget med en død konge ?” Vi afsøger i hukommelserne, hvor vi kender konger og konkludere, at det må være ham her i landet. Birendra Bir Bikram Shah Dev, 56 år, Konge, Nepal. Så må det være en dansker i Nepal, der forsøger at få forbindelse.

Natten er startet kaotisk og udenfor er der begyndende aktivitet. Folk begynder at små-mumle, snakke, råbe og transportere sig rundt. Børn vågner. Hører vi voksengråd ?

Klokken 4:30 er den der igen. Ingeniøren er parat med opfindsomhed og interimistisk telefonforstærkning, men det kræver begge hænder på ledninger og andet grej. Journalisten river røret af. ”JA!! ER DET DIG EIGIL ?” Hurra ! Der er svagt genkendelig samtaleforbindelse.

I den knitrende telefon meddeles os nu de vantro kendsgerninger: Kongen med hele hans familie er skudt. Kronprinsen formodes at være morderen og militæret har overtaget magten i landet. Der er undtagelsestilstand og strengt udgangsforbud for alle danskere indtil videre. Dette uhyrlige drama berettes os af vores chef Eigil, der har været i forbindelse med ambassaden.

Kort efter ringer vort betænksomme bekendtskab Madame Bhuwan, hvis søn er bodyguard for kronprinsen, og meddeler os stort set det samme, idet hun dog tilføjer at kronprinsen har skudt sig selv gennem hovedet og at han ligger i koma på militærhospitalet. Madame Bhuwan understreger, at vi skal blive inden døre. Ja, ja. Vi skal heller ikke nogen steder hen. Klokken er 4:35.

Vi befinder os i Nepals hovedstad, Kathmandu i et hus uden fjernsyn, sporadisk telefonforbindelse og elektrisk strøm, der kommer og går. Vi befinder os i et u-land, der i forvejen har regeringskrise, som følge af en korruptionssag samt ikke mindst problemer med en eskalerende maoistisk inspireret guerillakrig. Vi befinder os for nuværende tillige i undtagelsestilstand og med udgangsforbud, som følge af et kongeligt drama af værste dimensioner.

Den eneste stabiliserende faktor her i Nepal, der nyder stor anseelse og har nærmest gudelig status i befolkningen, er kongen. Den person, hverken revolutionsbevægelser eller svage regeringer, kunne drømme om at kritisere. Den person der har indflydelse - eller kontrol over den nepalesiske hær. Forfatningen er uklar netop på dette punkt. Den person, er nu af to uafhængige kilder rapporteret myrdet på et tidspunkt imellem 21:00 og klokken 24:00 i nat af hans egen søn Kronprins Dipendra Bir Bikram Shah Dev (30). Situationen synes accelererende skizofren.

Vore spekulationer er nytteløse - især motivet plager os - og vi går i aktivitet og skaffer os flere oplysninger. Vi tænder for radioen. Den spiller klokken 4:45 underligt mjavende violinmusik i blandet citar og trommedunk på alle kanaler. Det plejer den ikke, men så fik vi forklaringen på violinen i telefonen. Ingeniøren konkluderer, at der må være én eller anden overgang.

Vi to danskere er bundet til huset og vi beslutter derfor, at vække vore to nepalesiske vagtmænd, Subash (16) og Naipesh (18), der snorksover i huset i haven. Langt størstedelen af det nepalesiske folk er fredselskende og der er i modsætning til i andre hovedstæder overalt på planeten ingen tyve i Kathmandu. Der er normalt ikke grund til overvågen om natten, så vi har hyret to unge snorkende vagtmænd, som således tjener til deres studier på universitetet. Nu må de vækkes op til dåd, informeres og sendes ud for at lodde stemningen. Er der ballade og lynchstemning ? Er der apati, vantro og sorg ?

Vi tænker os frem til, at der i Nepal lige nu eksisterer et magttomrum og at der er flere muligheder for, hvem der kunne tænkes at udfylde dette hul. Selvom kongen i 1990 genindførte demokratiske tilstande i Nepal, har han stadig visse magtbeføjelser. Klokken 5:00 udfærdiger vi følgende prioriterede liste:

Vi er ikke sikre på, hvem vi for fredens skyld helst så hurtigst muligt overtog styringen indtil videre. Hæren, regeringen eller måske et overlevende kongefamiliemedlem, der nyder respekt i befolkningen, ville være det bedste. Udenomsparlamentariske maoister eller andre koalitioner med sæde i parlamentet, samt værst af alt Indiske styrker, ville skabe et dødeligt kaos. Nepaleserne er fredelige, men de finder sig ikke i hvad som helst.

Med de nuværende informationer undres vi over oplysningerne om, at kronprinsen af interne ukendte årsager skulle have gennemført en sådan udåd. Vort netværk baseret på folkelige informationer nævner flere muligheder for, hvem der ellers kunne tænke sig at have et motiv, som kan prioriteres lidt anderledes:

Klokken 6 kommer Naipesh tilbage og fortæller at Kronprins Dipendra har skudt kongen, dronningen og flere af de kongelige familiemedlemmer, fordi dronningen modsatte sig, at Dipendra giftede sig med en ukendt pige han elskede. Derefter har han skudt sig selv. Dramaet udvikler sig sandelig og vi kan ikke få det hele til at hænge sammen. Både Subash og Naipesh fortæller, at folk nærmest er paralyseret og dårligt kan tro på det hele, men at der er fred og ro i byen. Skyder man hele den regerende kongefamilie og derefter sig selv, fordi man ikke kan få den pige man elsker ? Hvorfor skyder man sig selv, når man er kronprins i et land, hvor kongen har gudelig status ?

Vi ringer ved 7 tiden til Jaya, en bekendt som vi ved, er gift med et af kongen udpeget medlem af det nepalesiske overhus. Hun bekræfter Naipeshs historie, og vi undlader af spørge hende, hvad hun mener om denne officielle historie, som hun fortæller er udsendt direkte fra paladset. Jaya er tydeligvis meget berørt af situationen. Madame Bhuwan er mere meddelsom og hun begynder uopfordret at fortælle, at vi ikke skal tro på, at det er kronprinsen, der har begået denne udåd. Madame Bhuwan kan fortælle, at kronprinsen ifølge hendes søn, den sidste uge har været ked af det, som følge af visse diskussioner med kongen og især dronning Aishwarya Rajya Laxmi Devi Shah (52) vedrørende med hvem og hvornår han kan gifte sig. Kronprins Dipendra er 30 år og skulle af sin mor have fået at vide, at han ikke må gifte sig før han er 35, fordi de kongelige astrologer har forudset en katastrofe, hvis han gør det. Ydermere falder den pige kronprinsen har udset sig ikke i dronningens smag. Hun har indiske aner.

Madame Bhuwan bedyrer uopfordret at kronprins Dipendra aldrig kunne finde på at slå hele sin egen regerende gren af familien ihjel. Både lillebroderen prins Nirajan (23), søsteren prinsesse Sruti (25) og åbenbart dennes 4 årige barn ligger også døde i Paladset. Hvis prins Dipendra dør er hele kongens nærmeste familie udryddet og desuden er den sidste yngste broder prins Dhirendra (51) og samtlige kongens søstre hårdt sårede eller døde. Kongemagten vil derfor tilfalde eneste overlevende - den midterste, yngre bror prins Gyanendra. Dennes og især sønnens prins Paras’ færden ved vi ikke noget om, og vi bliver enige om, at det kunne være interessant at vide, om disse de to er blandt ofrene. Den sag koncentrerer Madame Bhuwan sig om.

I mellemtiden insisterer Subash på at tage ind til centrum af byen med et kamera, for at lodde stemningen yderligere. Radioen violiniserer, intetsigende sørgeligt på alle frekvenser og vi har faktisk ikke andet end rygter at holde os til. Der er heldigvis masser af film i køleskabet og Subash udstyres med et lille kamera og strenge instrukser om, kun at være en flue på væggen og at han kun må fotografere og ikke under nogen omstændigheder må deltage i noget ballade, eller udsætte sig selv for risiko. ”Skidt med kameraet, red dig selv, hvis du får problemer.” Subash drager stolt af, men kommer tilbage en times tid senere med rullende øjne og fortæller, at han var blevet nærmest overfaldet af en bevæbnet soldat, der demonstrativt havde hevet filmen ud af kameraet. ”En soldat ? Du mener vel politiet ?”. ”Nej en soldat”. Hæren har hidtil ført en anonym tilværelse i landet, og det er, så vidt vi ved, første gang den er i aktivitet. Hærens motiver rykker op på listen. Subash beordres til at vente indtil videre og Naipesh går over til sin moder og lillesøster, for at se hvordan det står til der, under strenge instrukser om at gå langt udenom alt bevæbnet.

Vi ringer til Eigil ved 9 tiden, snakker lidt frem og tilbage og bliver fortalt, at der ikke er undtagelsestilstand og at militæret ikke har overtaget kommandoen, men at vi danskere indtil videre skal blive i huset. Vi fortæller hvad vi ved og bliver enige om at udveksle oplysninger om tilstanden. Eigil er fuldt beskæftiget med informationerne fra ambassaden og Mellemfolkeligt Samvirkes lokale journalister samt Internettet, hvor der er begyndende aktivitet på BBC’s hjemmeside. Vores interimistiske telefonopstilling tillader kun langsom Internet forbindelse og vi kan ikke blokere en af husets vigtigste informations kilder. Desuden er satellit forbindelsen til Eigils fjernsyn begyndt at vågne - Nepals egen fjernsynskanal ved vi fra købmandens tv nede af gaden spiller kattejammer. Derudover har Eigil travlt med at instruere alle 22 ansatte danskere i at blive inden døre.

I løbet af dagen viser det sig, at vi med oplysningerne fra vort informationsnetværk fint kan holde trit med de elektroniske medier og vi får nogenlunde enslydende opfattelser af, hvad der foregår i Nepal, men at informationen via snakken imellem folk på gaden, koncentrerer sig mere og mere om diverse konspirationsteorier.

Kort efter, klokken 10:05 indfinder vor tatoverede, forvirrede fru Sunilla sig. Hun er Newar, et specielt nepalesisk etnisk folk og passer haven udenfor til ug. Hun undskylder 1000 gange, at hun kommer 2 timer for sent på arbejde. Kongen er død, informerer hun os med tårer i øjnene. Vi trøster og giver hende valget mellem at holde fri - ingen blomster behøver manicure i dag - eller at deltage i den almindelige forvirring med at skaffe oplysninger i journalistens og ingeniørens interimistiske oplysningscentral. Hun indvilger i sidstnævnte og henter resten af familien overfor vort hus: To vakse børn og hendes mand, der også er gartner. De hedder henholdsvis Sunilla, Sunil og Hr. Sunil. Sunilla på 11 taler vaklende engelsk og lillebror på 7 afprøver fnisende nylærte gloser. Mor og far taler kun nepalesisk.

Klokken 12:00 tager Hr. Sunil og Subash igen til byen med flere film gemte i lommerne og fru Sunilla instrueres i hvordan man scanner alle frekvenser på radioen, samt at meddele, hvornår der sendes noget mere oplysende end den enerverende, sørgelige kattejammer. Børnene leger i nabolaget, deres opgave er at holde øje med købmandens fjernsyn.

Endelig klokken 15:00 kommer fru Sunil løbende og fortæller, at der er nogen, 18 timer efter katastrofen, der siger noget på radioen. I hele nabolaget skruer alle på én gang op for fuld styrke, og det drøner i et ekko ud over den forundrede lytterskare, at 11 medlemmer af kongefamilien, deriblandt hele den afdøde kong Birendra’s familie bortset fra kronprinsen er døde, men at kronprins Dipendra ligger i koma på militærhospitalet. Han er hjernedød, men udnævnt til ny konge. Kongens broder prins Gyanendra er udnævnt til regent. De døde vil under en traditionel højtideligholdelse allerede i dag blive brændt klokken 16:00. Katastrofens årsag skyldes et automatisk våben, der ”gik af” under en fredagssammenkomst på Paladset. Der er indført national landesorg de næste 13 dage. Derefter fortsætter violinen.

Senere kort efter begravelsesceremonien klokken 17:30 annoncerer den nye regent via pressen, at de nærmere omstændigheder omkring dødsfaldene ikke af forfatnings- og lovmæssige grunde kan offentliggøres til den nepalesiske befolkning. Den bemærkning aner vi, kan skyldes hensynet til den afdøde konges sjælefred, eller at den nuværende endnu ikke er død, og det lader til, at forklaringen accepteres af nepaleserne. Indtil videre. Fra vore kilder får vi kun informationer om sorg og passiv vantro fra et meget stort begravelsesoptog i det centrale Kathmandu. Ingen uroligheder, men det ulmer. Vi får en fornemmelsen af at sidde midt i en krudttønde. Og lunten er tændt.

Kort før mørkets frembrud ringer Madame Bhuwan og meddeler, at Kong Dipendra vil dø. Prins Gyanendra var 200 km syd for Kathmandu på mordtidspunktet i Chitwan. Prinsesse Komal Rajya Laxmi Devi Shah, prins Gyanendra’s kone er såret, men kommer sig. Prins Paras var på paladset og er uskadt.

Klokken 20:00 går Ingeniøren over til fru Sunilla for at kigge på et flimrende sort/hvidt tv, hvor tyve sørgmodige mennesker er tilstede i fru Sunilla’s soveværelse. ”Min far derinde er”, meddeler den stolte Sunilla og peger på fjernsynet. ”Ja, hvor bliver de dog af ?” De har været væk i otte timer og fru Sunilla sender bekymrende blikke. Mon det var en rigtig disposition at acceptere, at de tog derind ? På fjernsynsskærmen er der masser af flimrende, ekstatiske mennesker. Fire åbne bårer bæres af masserne igennem gaderne. Dronning Aishwarya kan vi ikke se, fordi hun som den eneste bæres bag et forhæng i en lukket kuppel. Hvorfor mon det ? Fine nærbilleder af den døde indsunkne konges lig og den unge prinsesse brænder sig fast på nethinderne. Fine makabre billeder af kongens to døde børn. Fru Sunilla’s komsammen græder højlydt i kor, medens man diskutere, hvem der er hvem på billederne. Børnene fjanter uforstående.

Klokken 21:30 kommer Hr. Sunil og Subash tilbage. De har skudt billeder af begravelsesoptoget, men blev smidt ud fra selve begravelses-ceremonien. De er rystede over alle historierne i byen og fortæller, at folk ikke i længden vil finde sig i, ikke at få en ordentlig forklaring og at de fleste ikke tror på, at den afholdte kronprins Dipendra skulle have kunnet gennemføre en sådan udåd. Der er mod sædvane militær overalt i byen. Det sidste år har der været masser af strejker og optøjer, men kun kampklædte blå politifolk har været sat ind.

Klokken 22:00 går vi i seng under myggenettet og ligger trætte og diskuterer dagens begivenheder. Vi ved der i dag er skrevet makaber historie i Nepal. Vi ved, nepaleserne mener, der er noget uldent ved den historie. Hvordan ville danskere mon reagere, hvis hele vores kongefamilien i kærlighedens navn under uforklarede begivenheder var udraderet af kronprinsen, og der kun var prinsesse Benedikte tilbage ? Afdøde kong Birendra’s status i Nepal var relativt set meget større her. Så hvordan vil 23 millioner nepaleserne reagere ?

Det er fuldmåne.

	Articles by DWs
	Types of DWs
	Roles of DWs
	List of DWs