Kim R. Adamsen,
Civilingeniør.
Bente H. Rasmussen, Journalist.
Telefonopkald
klokken 04:00, 2 Juni, 2001.
Telefonen ringer. Det er midt om natten ! Telefonen kimer videre
hvor efter ringeriet dør langsomt, underligt, uregelmæssigt ud. Vi
vågner. Vi ligger under myggenettet og spekulerer i forbavselse,
dels over tidspunktet - klokken er 4 om morgenen - dels over at
telefonen pludselig giver underlige lyde fra sig. Den har været
død i ugevis. Vi har i Nepal været afskåret fra kommunikation med
omverdenen i vort hus i Kathmandu. Hvem ringer nu ? Måske skulle
vi have taget den.
Klokken 4:15
ringer telefonen igen. Denne gang mere overbevisende. Journalisten
og hendes højgravide mave river myggenettet ned i iveren på vej
over mod apparatet. Ingeniøren vikler os ud af hurlumhejet. En
eller anden siger i støjen gennem løse forbindelser og vand i
ledningen noget uforståeligt. Klik! Telefonen er død.
Den telefon
giver os nervevrag. Den skal bare ikke efter ugevis tavshed
begynde at ringe op midt om natten. Så ringer den igen.
Journalisten står parat. Hallo ?? Knitren og larm. I baggrunden i
røret høres violinmusik !? En ukendt stemme siger svagt noget.
Sproget dechifreres til at være dansk. Klik! Dødelig tavshed.
Sproget kunne
have været nepalesisk, så ville det have været forkert nummer.
Sproget kunne have været engelsk, så ville det have været noget
arbejdsrelevant. Men sproget var dansk. I Kathmandu. ”Er du sikker
på det ?” Spørger ingeniøren. ”Ja og jeg synes, han talte om en
konge og et mord”, svarer journalisten. Det øger blot forvirringen.
Klokken må være
omkring 12 midnat i Danmark. Hvem og hvorfor ringes der til Nepal,
når alle vores venner der, ved at klokken her er midt om natten ?
Det må være et nødopkald. Hjernerne er, fra søvnens lave blus, nu
på højeste gear.
Der er ingen
klartone i apparatet og vi gennemsøger hver for sig
familiemedlemmernes senest rapporterede tilstand. Ingeniøren
påbegynder gennemsyn af telefonledninger og organiserer voltmetre,
loddekolber og opfindsomhed for om muligt at få genetableret en
klartone. Man må kunne ”booste” en klartone frem med et
seriekoblet batteri. Nu må vi vide, hvem der ringer. ”Hørte du
violinmusik i røret ?” ”Hvad var det for noget med en død konge ?”
Vi afsøger i hukommelserne, hvor vi kender konger og konkludere,
at det må være ham her i landet. Birendra Bir Bikram Shah Dev, 56
år, Konge, Nepal. Så må det være en dansker i Nepal, der forsøger
at få forbindelse.
Natten er
startet kaotisk og udenfor er der begyndende aktivitet. Folk
begynder at små-mumle, snakke, råbe og transportere sig rundt.
Børn vågner. Hører vi voksengråd ?
Klokken 4:30 er
den der igen. Ingeniøren er parat med opfindsomhed og
interimistisk telefonforstærkning, men det kræver begge hænder på
ledninger og andet grej. Journalisten river røret af. ”JA!! ER DET
DIG EIGIL ?” Hurra ! Der er svagt genkendelig samtaleforbindelse.
Kongemord
I den knitrende
telefon meddeles os nu de vantro kendsgerninger: Kongen med hele
hans familie er skudt. Kronprinsen formodes at være morderen og
militæret har overtaget magten i landet. Der er
undtagelsestilstand og strengt udgangsforbud for alle danskere
indtil videre. Dette uhyrlige drama berettes os af vores chef
Eigil, der har været i forbindelse med ambassaden.
Kort efter
ringer vort betænksomme bekendtskab Madame Bhuwan, hvis søn er
bodyguard for kronprinsen, og meddeler os stort set det samme,
idet hun dog tilføjer at kronprinsen har skudt sig selv gennem
hovedet og at han ligger i koma på militærhospitalet. Madame
Bhuwan understreger, at vi skal blive inden døre. Ja, ja. Vi skal
heller ikke nogen steder hen. Klokken er 4:35.
Vi befinder os
i Nepals hovedstad, Kathmandu i et hus uden fjernsyn, sporadisk
telefonforbindelse og elektrisk strøm, der kommer og går. Vi
befinder os i et u-land, der i forvejen har regeringskrise, som
følge af en korruptionssag samt ikke mindst problemer med en
eskalerende maoistisk inspireret guerillakrig. Vi befinder os for
nuværende tillige i undtagelsestilstand og med udgangsforbud, som
følge af et kongeligt drama af værste dimensioner.
Den eneste
stabiliserende faktor her i Nepal, der nyder stor anseelse og har
nærmest gudelig status i befolkningen, er kongen. Den person,
hverken revolutionsbevægelser eller svage regeringer, kunne drømme
om at kritisere. Den person der har indflydelse - eller kontrol
over den nepalesiske hær. Forfatningen er uklar netop på dette
punkt. Den person, er nu af to uafhængige kilder rapporteret
myrdet på et tidspunkt imellem 21:00 og klokken 24:00 i nat af
hans egen søn Kronprins Dipendra Bir Bikram Shah Dev (30).
Situationen synes accelererende skizofren.
Aktivitet under
Udgangsforbud
Vore
spekulationer er nytteløse - især motivet plager os - og vi går i
aktivitet og skaffer os flere oplysninger. Vi tænder for radioen.
Den spiller klokken 4:45 underligt mjavende violinmusik i blandet
citar og trommedunk på alle kanaler. Det plejer den ikke, men så
fik vi forklaringen på violinen i telefonen. Ingeniøren
konkluderer, at der må være én eller anden overgang.
Vi to danskere
er bundet til huset og vi beslutter derfor, at vække vore to
nepalesiske vagtmænd, Subash (16) og Naipesh (18), der snorksover
i huset i haven. Langt størstedelen af det nepalesiske folk er
fredselskende og der er i modsætning til i andre hovedstæder
overalt på planeten ingen tyve i Kathmandu. Der er normalt ikke
grund til overvågen om natten, så vi har hyret to unge snorkende
vagtmænd, som således tjener til deres studier på universitetet.
Nu må de vækkes op til dåd, informeres og sendes ud for at lodde
stemningen. Er der ballade og lynchstemning ? Er der apati, vantro
og sorg ?
Spekulationer
Vi tænker os
frem til, at der i Nepal lige nu eksisterer et magttomrum og at
der er flere muligheder for, hvem der kunne tænkes at udfylde
dette hul. Selvom kongen i 1990 genindførte demokratiske tilstande
i Nepal, har han stadig visse magtbeføjelser. Klokken 5:00
udfærdiger vi følgende prioriterede liste:
1. Hæren
2. Maoister
3.
Regeringen
4. Andre
fragmentariske parlaments koalitioner.
5.
Resterende kongefamilie
6.
Udenlandske magter (Indien)
Vi er ikke
sikre på, hvem vi for fredens skyld helst så hurtigst muligt
overtog styringen indtil videre. Hæren, regeringen eller måske et
overlevende kongefamiliemedlem, der nyder respekt i befolkningen,
ville være det bedste. Udenomsparlamentariske maoister eller andre
koalitioner med sæde i parlamentet, samt værst af alt Indiske
styrker, ville skabe et dødeligt kaos. Nepaleserne er fredelige,
men de finder sig ikke i hvad som helst.
Hjernespind
Med de
nuværende informationer undres vi over oplysningerne om, at
kronprinsen af interne ukendte årsager skulle have gennemført en
sådan udåd. Vort netværk baseret på folkelige informationer nævner
flere muligheder for, hvem der ellers kunne tænke sig at have et
motiv, som kan prioriteres lidt anderledes:
1.
Resterende kongefamilie.
En to år yngre broder til den åbenbart afdøde konge, prins
Gyanendra Bir Bikram Shah Dev, har en søn prins Paras Shah,
som har et uheldigt ry. Han har efter sigende i raseri slået
folk ihjel, som kom ham på tværs. To af vore venner var for et
år siden tæt på en katastrofe foranlediget af denne prins
Paras. Ved et ”Black Jack Bord” på et af byens Kasinoer, havde
vore venner med rette anklaget den hidsige prins for at snyde,
uden at kende til hans identitet. Vedkommende prins havde
derefter indledt et slagsmål, under hvilket vore venner fik
små-knubs og senere skyndsomst af tililende kasinomedarbejdere
gelejdet ud af bagdøren. De fik senere at vide, at prinsen var
endt i et slagsmål, hvor der var skydevåben involveret. Prins
Paras er en sort brik i spillet.
2.
Regeringen.
Det nuværende regeringsparti, Nepali Congress, (NC) er meget
svagt. Regeringen vandt, efter et demokratisk valg, for to år
siden 2/3 af pladserne i parlamentet, men flere partimedlemmer
har senest forladt regeringspartiet som følge af forskellige
korruptionsskandaler. Oppositionen og flere fra egne rækker
mener, at premiereministeren Girija Prasad Koirala bør gå af.
Koirala har reageret ved at fyre forskellige kritiske personer
og indsat sine loyale støtter. I forbindelse med det
maoistiske problem har regeringen forsøgt at overtale kongen
til at indsætte hæren, hvilket kong Birendra kategorisk afslog.
3. Maoister.
En ikke parlamentarisk bevægelse opererer for tiden i Nepal,
som i de sidste fem år med en vis succes har ført ”folkets
krig”. Disse har ikke udtalt sig offentligt om kongemagten.
Taktisk ville dette heller ikke være særlig klogt, fordi Kong
Birendra nød stor anseelse i befolkningen. Især i de områder
hvor maoisterne hverver proselytter. De nepalesiske maoisters
interne politiske holdning overfor kongemagten er ukendt, men
ideologisk og historisk er maoister jo ikke kendt for at være
tilhængere af, at man kan være født til magt.
4. Hæren/Politiet.
Visse ledende personer indenfor hæren eller politiet har måske
ikke kunnet affinde sig med den stigende indflydelse denne
maoistiske guerillabevægelsen, med en blanding af overtalelse,
insisterende trusler, og direkte voldsanvendelse, tilegner sig
i bjergene. Der er for 4 måneder siden indsat et ”Armed Police
Force”, der efter sigende henter udstyr og mandskab fra hæren,
men som er under politiets kommando. Dette korps har endnu
ikke været i direkte aktion, kun politiets normale styrker har
måttet stå for skud i flere vestlige distrikter, hvor
egentlige krigshandlinger og massakrer har udspillet sig.
Indtil videre er mindst 1500 mennesker blevet dræbt - især
mange politifolk og der er begyndende oprør og desertering
indenfor politiets egne rækker. Visse indenfor de nepalesiske
styrker har måske ikke villet acceptere den passive rolle, som
kongen stod for.
5. Andre
parlaments koalitioner.
Det
næststørste parlamentariske parti i Nepal, United Marxist,
Leninist (UML) har kun kortvarigt været ved magten, siden det
parlamentariske system blev indført i sommeren 1990, og
benytter enhver lejlighed til at kritisere regeringens
dispositioner. UML er ikke negativ overfor kongen og hvordan
UML skulle kunne drage politisk fordel af at dræbe vedkommende
er svært at se.
6.
Udenlandske magter.
Den almindelige nepaleser har ikke tillid til de store
befolkningsgrupper i Indien. For nogle måneder siden gik hele
landet nærmest amok, da en kendt indisk skuespiller efter
sigende kort og godt skulle have udtalt: ”Nepalesere er
fjolser”. Resultat: Flere dages strejker, brændende bildæk i
gaderne, optøjer og flere dødsfald. Senere dementerede
skuespilleren klogelig. Nepal er et lille land klemt inde som
en bufferzone mellem de to supermagter: Indien og Kina. Der
har været flere tilfælde, eksempelvis i forbindelse med
reguleringen af de store indiske floder, der udspringer i det
nepalesiske højland, hvor nepaleserne føler sig kontrolleret
af naboen mod syd. Nepal producerer 90 % af deres
strømforsyning via vandkraft, og køber merforbrug i Indien.
Forholdet til Kina, naboen i nord er diplomatisk venligt.
Nepal huser dog flere tusinde tibetanske flygtninge, men har
afvist efter pres fra nord at give Dalai Lama
indrejsetilladelse.
Klokken 6
kommer Naipesh tilbage og fortæller at Kronprins Dipendra har
skudt kongen, dronningen og flere af de kongelige familiemedlemmer,
fordi dronningen modsatte sig, at Dipendra giftede sig med en
ukendt pige han elskede. Derefter har han skudt sig selv. Dramaet
udvikler sig sandelig og vi kan ikke få det hele til at hænge
sammen. Både Subash og Naipesh fortæller, at folk nærmest er
paralyseret og dårligt kan tro på det hele, men at der er fred og
ro i byen. Skyder man hele den regerende kongefamilie og derefter
sig selv, fordi man ikke kan få den pige man elsker ? Hvorfor
skyder man sig selv, når man er kronprins i et land, hvor kongen
har gudelig status ?
Telefonen
Gløder
Vi ringer ved 7
tiden til Jaya, en bekendt som vi ved, er gift med et af kongen
udpeget medlem af det nepalesiske overhus. Hun bekræfter Naipeshs
historie, og vi undlader af spørge hende, hvad hun mener om denne
officielle historie, som hun fortæller er udsendt direkte fra
paladset. Jaya er tydeligvis meget berørt af situationen. Madame
Bhuwan er mere meddelsom og hun begynder uopfordret at fortælle,
at vi ikke skal tro på, at det er kronprinsen, der har begået
denne udåd. Madame Bhuwan kan fortælle, at kronprinsen ifølge
hendes søn, den sidste uge har været ked af det, som følge af
visse diskussioner med kongen og især dronning Aishwarya Rajya
Laxmi Devi Shah (52) vedrørende med hvem og hvornår han kan gifte
sig. Kronprins Dipendra er 30 år og skulle af sin mor have fået at
vide, at han ikke må gifte sig før han er 35, fordi de kongelige
astrologer har forudset en katastrofe, hvis han gør det. Ydermere
falder den pige kronprinsen har udset sig ikke i dronningens smag.
Hun har indiske aner.
Madame Bhuwan
bedyrer uopfordret at kronprins Dipendra aldrig kunne finde på at
slå hele sin egen regerende gren af familien ihjel. Både
lillebroderen prins Nirajan (23), søsteren prinsesse Sruti (25) og
åbenbart dennes 4 årige barn ligger også døde i Paladset. Hvis
prins Dipendra dør er hele kongens nærmeste familie udryddet og
desuden er den sidste yngste broder prins Dhirendra (51) og
samtlige kongens søstre hårdt sårede eller døde. Kongemagten vil
derfor tilfalde eneste overlevende - den midterste, yngre bror
prins Gyanendra. Dennes og især sønnens prins Paras’ færden ved vi
ikke noget om, og vi bliver enige om, at det kunne være
interessant at vide, om disse de to er blandt ofrene. Den sag
koncentrerer Madame Bhuwan sig om.
Informationscentralen
I mellemtiden
insisterer Subash på at tage ind til centrum af byen med et kamera,
for at lodde stemningen yderligere. Radioen violiniserer,
intetsigende sørgeligt på alle frekvenser og vi har faktisk ikke
andet end rygter at holde os til. Der er heldigvis masser af film
i køleskabet og Subash udstyres med et lille kamera og strenge
instrukser om, kun at være en flue på væggen og at han kun må
fotografere og ikke under nogen omstændigheder må deltage i noget
ballade, eller udsætte sig selv for risiko. ”Skidt med kameraet,
red dig selv, hvis du får problemer.” Subash drager stolt af, men
kommer tilbage en times tid senere med rullende øjne og fortæller,
at han var blevet nærmest overfaldet af en bevæbnet soldat, der
demonstrativt havde hevet filmen ud af kameraet. ”En soldat ? Du
mener vel politiet ?”. ”Nej en soldat”. Hæren har hidtil ført en
anonym tilværelse i landet, og det er, så vidt vi ved, første gang
den er i aktivitet. Hærens motiver rykker op på listen. Subash
beordres til at vente indtil videre og Naipesh går over til sin
moder og lillesøster, for at se hvordan det står til der, under
strenge instrukser om at gå langt udenom alt bevæbnet.
Vi ringer til
Eigil ved 9 tiden, snakker lidt frem og tilbage og bliver fortalt,
at der ikke er undtagelsestilstand og at militæret ikke har
overtaget kommandoen, men at vi danskere indtil videre skal blive
i huset. Vi fortæller hvad vi ved og bliver enige om at udveksle
oplysninger om tilstanden. Eigil er fuldt beskæftiget med
informationerne fra ambassaden og Mellemfolkeligt Samvirkes lokale
journalister samt Internettet, hvor der er begyndende aktivitet på
BBC’s hjemmeside. Vores interimistiske telefonopstilling tillader
kun langsom Internet forbindelse og vi kan ikke blokere en af
husets vigtigste informations kilder. Desuden er satellit
forbindelsen til Eigils fjernsyn begyndt at vågne - Nepals egen
fjernsynskanal ved vi fra købmandens tv nede af gaden spiller
kattejammer. Derudover har Eigil travlt med at instruere alle 22
ansatte danskere i at blive inden døre.
I løbet af
dagen viser det sig, at vi med oplysningerne fra vort
informationsnetværk fint kan holde trit med de elektroniske medier
og vi får nogenlunde enslydende opfattelser af, hvad der foregår i
Nepal, men at informationen via snakken imellem folk på gaden,
koncentrerer sig mere og mere om diverse konspirationsteorier.
Kort efter,
klokken 10:05 indfinder vor tatoverede, forvirrede fru Sunilla
sig. Hun er Newar, et specielt nepalesisk etnisk folk og passer
haven udenfor til ug. Hun undskylder 1000 gange, at hun kommer 2
timer for sent på arbejde. Kongen er død, informerer hun os med
tårer i øjnene. Vi trøster og giver hende valget mellem at holde
fri - ingen blomster behøver manicure i dag - eller at deltage i
den almindelige forvirring med at skaffe oplysninger i
journalistens og ingeniørens interimistiske oplysningscentral. Hun
indvilger i sidstnævnte og henter resten af familien overfor vort
hus: To vakse børn og hendes mand, der også er gartner. De hedder
henholdsvis Sunilla, Sunil og Hr. Sunil. Sunilla på 11 taler
vaklende engelsk og lillebror på 7 afprøver fnisende nylærte
gloser. Mor og far taler kun nepalesisk.
Klokken 12:00
tager Hr. Sunil og Subash igen til byen med flere film gemte i
lommerne og fru Sunilla instrueres i hvordan man scanner alle
frekvenser på radioen, samt at meddele, hvornår der sendes noget
mere oplysende end den enerverende, sørgelige kattejammer. Børnene
leger i nabolaget, deres opgave er at holde øje med købmandens
fjernsyn.
Det
Eksploderede Gevær
Endelig klokken
15:00 kommer fru Sunil løbende og fortæller, at der er nogen, 18
timer efter katastrofen, der siger noget på radioen. I hele
nabolaget skruer alle på én gang op for fuld styrke, og det drøner
i et ekko ud over den forundrede lytterskare, at 11 medlemmer af
kongefamilien, deriblandt hele den afdøde kong Birendra’s familie
bortset fra kronprinsen er døde, men at kronprins Dipendra ligger
i koma på militærhospitalet. Han er hjernedød, men udnævnt til ny
konge. Kongens broder prins Gyanendra er udnævnt til regent. De
døde vil under en traditionel højtideligholdelse allerede i dag
blive brændt klokken 16:00. Katastrofens årsag skyldes et
automatisk våben, der ”gik af” under en fredagssammenkomst på
Paladset. Der er indført national landesorg de næste 13 dage.
Derefter fortsætter violinen.
Senere kort
efter begravelsesceremonien klokken 17:30 annoncerer den nye
regent via pressen, at de nærmere omstændigheder omkring
dødsfaldene ikke af forfatnings- og lovmæssige grunde kan
offentliggøres til den nepalesiske befolkning. Den bemærkning aner
vi, kan skyldes hensynet til den afdøde konges sjælefred, eller at
den nuværende endnu ikke er død, og det lader til, at forklaringen
accepteres af nepaleserne. Indtil videre. Fra vore kilder får vi
kun informationer om sorg og passiv vantro fra et meget stort
begravelsesoptog i det centrale Kathmandu. Ingen uroligheder, men
det ulmer. Vi får en fornemmelsen af at sidde midt i en krudttønde.
Og lunten er tændt.
Kort før
mørkets frembrud ringer Madame Bhuwan og meddeler, at Kong
Dipendra vil dø. Prins Gyanendra var 200 km syd for Kathmandu på
mordtidspunktet i Chitwan. Prinsesse Komal Rajya Laxmi Devi Shah,
prins Gyanendra’s kone er såret, men kommer sig. Prins Paras var
på paladset og er uskadt.
Kongelig
Ligbrænding
Klokken 20:00
går Ingeniøren over til fru Sunilla for at kigge på et flimrende
sort/hvidt tv, hvor tyve sørgmodige mennesker er tilstede i fru
Sunilla’s soveværelse. ”Min far derinde er”, meddeler den stolte
Sunilla og peger på fjernsynet. ”Ja, hvor bliver de dog af ?” De
har været væk i otte timer og fru Sunilla sender bekymrende
blikke. Mon det var en rigtig disposition at acceptere, at de tog
derind ? På fjernsynsskærmen er der masser af flimrende,
ekstatiske mennesker. Fire åbne bårer bæres af masserne igennem
gaderne. Dronning Aishwarya kan vi ikke se, fordi hun som den
eneste bæres bag et forhæng i en lukket kuppel. Hvorfor mon det ?
Fine nærbilleder af den døde indsunkne konges lig og den unge
prinsesse brænder sig fast på nethinderne. Fine makabre billeder
af kongens to døde børn. Fru Sunilla’s komsammen græder højlydt i
kor, medens man diskutere, hvem der er hvem på billederne. Børnene
fjanter uforstående.
Klokken 21:30
kommer Hr. Sunil og Subash tilbage. De har skudt billeder af
begravelsesoptoget, men blev smidt ud fra selve
begravelses-ceremonien. De er rystede over alle historierne i byen
og fortæller, at folk ikke i længden vil finde sig i, ikke at få
en ordentlig forklaring og at de fleste ikke tror på, at den
afholdte kronprins Dipendra skulle have kunnet gennemføre en sådan
udåd. Der er mod sædvane militær overalt i byen. Det sidste år har
der været masser af strejker og optøjer, men kun kampklædte blå
politifolk har været sat ind.
Klokken 22:00
går vi i seng under myggenettet og ligger trætte og diskuterer
dagens begivenheder. Vi ved der i dag er skrevet makaber historie
i Nepal. Vi ved, nepaleserne mener, der er noget uldent ved den
historie. Hvordan ville danskere mon reagere, hvis hele vores
kongefamilien i kærlighedens navn under uforklarede begivenheder
var udraderet af kronprinsen, og der kun var prinsesse Benedikte
tilbage ? Afdøde kong Birendra’s status i Nepal var relativt set
meget større her. Så hvordan vil 23 millioner nepaleserne reagere
?
Det er
fuldmåne.